I supermarked

Der er altid et værre mylder på en fredag eftermiddag i Superbest på hjørnet. Bent brummer irriteret over, at han ikke havde taget sig sammen til at blive færdig med sine papirer, før køerne voksede så lange at man bliver nødt til at starte fra bagvæggen. Men han har været nødt til at få styr på de sidste papirer før weekenden, og han havde samtidig haft en særdeles besværlig dag. Nette, der nu trallede for sig selv i vognen, havde været særdeles svær at fange i børnehaven. Det havde taget ekstra lang tid på vejen, fordi en søndagsbilist havde besluttet at spille alle andres tid ved at køre i snegletempo. Ikke nok med det havde han opdaget, da han ved spisetid skal til at tage sin mad op, at han havde taget Maries taske med i stedet for sin egen. Hun må så have taget hans, de ligner også hinanden for meget. Han blev nødsaget til at købe mad fra en snusket kiosk i nærheden, og kopier alle de dokumenter, han havde lagt i sin taske, en gang til. Men i det mindste kan han da bruge Maries penge til indkøb, så han ikke behøver tage hjem efter sin pung. Hun går altid rundt med et par sedler i sin pung.
De snævre passager mellem hylderne er propfyldte, og det kræver en behændighed som en slange for at sno sig udenom alle de andre kunder med stres rullende ned af ansigterne. Bent triller videre i den evindelig kø, nu kan han i det mindste se kasseapparatet, og den unge pige, med det nyligt ansatte skilt, der i panik hele tiden slår forkert ind. Sveden samler sig i hans armhuler, og Bent åbner sin jakke for at få lidt gennemstrømning.
Nette begynder at pibe fra sit sæde foran i vognen, da de trækker ind mellem slikhylderne, og han prøver at kigge alle andre steder hen end på hendes bedende hundeøjne. De er nogle snu rader, de butiksejere at sætte de indbydende sager lige ved udgangen, så de er sikre på man lader sig friste af ens skavanker. Til sidst lykkes det hende at fange hans blik og en Matador Mix finder vej ned i vognen, det er jo også fredag, hun skal jo have lov. Den lille pige jubler højt, og Bent tysser irriteret på hende, og gnider sine tindinger. Han er ved at få hovedpine af den konstante klirren fra vogne, der i iver støder sammen, og den tunge dåseluft.
En dame skubber sin vogn ind foran sig uden at kigge sig for og vælter hylden med gajol-trepaks, så de regner ud over gulvet. Han sukker irriteret frem for sig og læner sig op ad vognen.
- Kan vi ikke få åbnet en ekstra kasse! Er der en der råber bag ham, og Bent deltager i den bekræftende mumlen fra de ventende køfolk. Den unge ekspedient ryster modløst på hoved og mimer et svar tilbage, som Bent ikke er i stand til at høre.
Endelig når de kassen, og Bent begynder at hive alle vare op af vognen og smide dem på båndet i tilfældig orden. Nette prøver at hjælpe, men hun ligger snart faretruende lang tilbage, så Bent hiver hende op og køre ned til endestationen af båndet, hvor varerne klumper sig op i en stor bunke. Han får smidt mælk, kartofler og porer ned i en pose, før han går tilbage til kassen og åbner taskens to låse. Bent fumler rundt med hånden i tasken, gravende efter pungen i sammensmeltningen af bolsjer, lommetørklæder, læbestift og kuglepinde. (Hvordan det kan lykkedes nogen som helst at finde noget i det her virvar er mig en gåde.) Han går i panik af lyden af utålmodige hvisken fra køen, og roder voldsomt rundt i bunden. Endelig lukker hans hånd sig om læderet og han hiver den op med en triumferende mine og viser den frem for ekspedienten. Den unge pige rykker chokeret tilbage, og Bent opdager snart grunden til de underlige blikke. Fra hans hånd dingler et nydeligt par trusser med blonder.
Bent får med brændende kinder hurtigt hevet hånden til sig, men i sin iver for at støve trusserne af vejen, taber han tasken, så hele dens indhold af servietter, pastiller, sminke og hovedpinepiller triller ud på gulvet. Han gnider tænderne hårdt sammen, og fumler med pungen. Han får så hurtigt han kan stukket en femhundredekroneseddel i hånden på ekspedienten, der med et tilbagetrukket grin tager imod den, og falder på knæ og skraber alt tilbage i tasken. Damen bag ham med en pels slynget om halsen gør ikke mine til at hjælpe men klikker utålmodigt med tungen og langer sine varer op på rullebåndet. Bent skraber alt op i tasken. De mørke bukseben får snavsede hvide pletter på knæene og han mærker hvordan hovedpinen trænger sig på. Blandt indholdet får han øje på noget blåt imellem mylderet af farver, og han trækker den lille pose til sig. Det er lyseblå piller, som han aldrig har set før. Han stikker posen i lommen sammen med trusserne, rejser sig op og modtager byttepenge, som også hastigt ryger ned, og går i gang med at fordele varerne i poser.
Bent rykker med lettelse væk fra de irriterede blikke og ruller hen ved kiosken for at tjekke bonen ud. Da han famler i sin lomme efter byttepengene griber hans hånd igen om trusserne og den lille pakke, og han hiver begge dele op og kigger undersøgende på det. Han holder et øjeblik trusserne op foran sig, han kan ikke huske at Marie nogensinde har haft dem her på. En varme breder sig fra hans mave og op i kinderne, og han føler hvordan hans jakke er blevet ubehagelig krassende om hans skuldre. Trusserne kan han på sin hvis forstå, det kommer jo heller ikke ham ved at Marie skifter undertøj i offentlighed, men hvor helvede har hun pillerne fra? Hvad er det for nogle?
En kulde erstatter nu den hedende varme fra at have feset rundt i det elendige supermarked, og flovheden over at være blevet til grin ved kassen. Hvem havde givet hende dem? Det ligner ikke ligefrem nogle man kan skaffe på et apotek. Hvem har hun kontakt til? Damen med pelsen går forbi og sender ham et fornedrende blik. Varmen breder sig fra hans mave, og op i hans hoved. Bent får ufattelig lyst til at råbe hende lige ind i hoved, men han klemmer læberne hårdt sammen.
Bent hanker op i sine poser og tager et godt greb i Nettes hånd. Han trasker med lange skridt mod dørene, så hun har svært ved at følge med. Marie har et seriøst forklaringsproblem.