Hvalsang

Restauranten på Allégade 12 er altid et farligt postyr på en fredag aften. Flere selskaber beslaglægger de højloftede lokaler på 1. sal, og samtidig bliver bordene i stuen altid fyldt til randen. Tjenere må løbe spidsrod mellem polstrede stole og cigarrøg. Travlest af alt er det største køkken i kælderen, hvor hovedparten af dagens retter bliver arrangeret. Kokkene står svedende over deres gryder og flammende pander i råben fra tjenerne, der stryger ind mellem hinanden. Her skal man passe på før man drejer om et hjørne, hvis man vil undgå et sammenstød.
I centrum af de kaotiske rum står en kraftig matrone over en evigt kørende opvaskemaskine. Hun fylder hele den lille ø i midten op, så ingen tjenere vover at stikke en genvej gennem hendes gemakker. En stille melodi flyver fra hendes læber, den overdøves af skramlen fra køkkenet og de sidste hits fra radioen. Hun hedder Hanne, og hun lader vandet regne ned over de nydeligt anbragte tallerkener og slår skidt, madrester, indtørret sovs og efterladt pynt af dem. Hverken tallerkenerne, bordet ellers hendes blomstrede plastikforklæde går fri af vandsøjlen. I håret sidder små dugdråber fra dampen, og totter klistrer sig til hendes pande. Hendes langærmede bluse skjuler mærkerne fra i går aftes – hun havde ikke købt cigaretter, det var også forkert af hende. Hanne tørrer dråberne væk med en buttet hånd og trækker ærmerne på plads. Stablerne bugner sig som altid op til højre for hende, og hun bugserer tungt endnu en bakke ind under vaskemaskinen. Det er aldrig muligt for hende at følge med køkkenet, hun hører altid råben fra tjenerne, når der igen mangler i skabene.
Hanne hiver en fyldt bakke op i sin favn, den støtter på hendes mave. Hun trasker med tunge skridt hen til stativet. Glassene slår let mod hinanden i rytme med hendes svingende gang. Hun stiller glassene til afpudsning og går i gang med næste læs tallerkener. Alle efterladte rester skrabes ned i skraldespanden med en lyd, der kunne få nakkehårene til at krybe op ad ryggen. Hun kan se, når det er Hubert, der har arrangeret maden, kokken med det skæve smil. Der er altid en lille udskåret figur fra en gulerod eller en tomat, selv når de har allermest travlt. Hun skæver rundt om hjørnet og ind i det forstyrrede køkken. Hubert står henne i hjørnet med sin spinkle ryg til i gang med at arrangere dessert til fødselsdagen i kavalersuiten. Altid smilende, altid fredfyldt i sit arbejde.
Hun plejer at kunne få ham til at le, når de sidder samlet i spiserummet med hver deres madpakker, hendes bestående af gulerødder og peberfrugter, som grønsagsslankekuren påbyder, med Femina og Ekstra Bladet slået ud foran sig. Hendes kommentarer om de kendtes nye elskere og de kongeliges fantastiske rejser, giver altid et godt grin til alle. Hun ser ham ofte stå der i hjørnet for sig selv, læsende i sin avis, smilende sit skæve smil fra mundvigen.
En ung tjenerinde med babyhud og hofter kommer hen ved hans side, kækt smilende. Han vender sig straks om og lytter interesseret. Hanne sukker og går tilbage til sin ø. Han er altid omsværmet, og ville bare forsvinde i hendes svulmende mave, det vidste hun også godt.
Vasken skummer næsten over af vand. Filteret er fyldt og lader ikke mere komme igennem. Hanne står et øjeblik, mens vaskemaskinen summer, og betragter den grumsede sammenblanding. Hun kører en hånd gennem overfladen og ser bølgerne rejse sig. Næsten uhørligt begynder hun at nynne frem for sig – en melodi uden rytme eller ord. Hun ser vandet røre på sig. Hendes lille hval rejser sin ryg og puster ud gennem de små næsebor. Den lille hval kommer altid svømmende, når vasken er stoppet. Den holder hende med selskab og synger sammen med hende. Nogle gange lader hun servietterne fra gæsterne falde ned i suppen, så vasken bliver ekstra fyldt, de drejer rundt i overfladen og tager vand ind, som små skibe, der synker. De fylder godt i filteret og spærrer for gennemstrømningen. Hvalen tager en omdrejning ved kanten og fortsætter tilbage mod midten. Hun synger til den, lokker den til at komme længere op. Vasken er dens hav og spuleren dens udspyende næsebor.
- Hey blåhval! Se at komme i gang.
Hanne vender sig forbavset om, den gnaven chefkok ser misbilligende på hende fra sin taktiske position midt i køkkenets virvar. Hun ville gerne hvæse et svar tilbage til ham, men lader som altid være. Hun er så vant til den slags skældsord. Bakkerne af beskidte glas, tallerkener, fade og bestik er vokset til høje, uoverskuelige stabler – hvor længe har hun da stået og sunget med sin hval? Hun ser hvalen tage et sidste dyk mod bunden af vasken. Hun har aldrig været så meget bagud før.
Resten af aftenen bliver en stressende affære. Hanne må løbe i dobbelttakt for at få alt rent til tiden. Sveden hagler af hende, og hun hiver efter vejret, mens hun løber mellem opvaskeren og skabene, der ikke synes at blive fyldte. Først da køkkenet er lukket får hun sat det sidste pudsede vinglas på plads. Hanne fjerner proppen og lader hvalen løbe ud i kloakken. Tjenerne er taget videre i byen, og Hubert er for længst taget hjem. Som sædvanlig med sit afskedsnik til hende, før han forsvinder ud af døren. Hun nåede ikke engang at smage resterne i smug, og hendes mave knurrer.
Hun finder chokoladen, der stadig ligger urørt i hendes taske. Æsken lå på køkkenbordet her til morges, det havde han ellers ikke behøvet. Hun river plastikken af og åbner for herligheden. Hun vælger en med nougatfyld og propper den hastigt i munden. Den vokser i hende, nægter at synke ned. Hun spytter det hele ud i skaldresspanden og smider pakken ned i tasken igen. Hun får hevet nøglerne op og går ud til cyklen i baggården.
Hendes store bag blævrer ud over sadlen. Stellet knirker under hende, mens hun langsomt bevæger sig mellem keglerne af lys langs byens mørklagte huse. Hun skulle have været hjemme for længst, hvad vil han dog ikke sige, når hun ikke når at få varmet færdigretterne i mikroovnen inden hans krimiserie starter?
Fra vejene hører hun råb fra festglade mennesker på vej i byen, gaderne er fyldte, folk slingre i grupper på fortovet og råber snøvlende efter hende, når hun kører forbi. Hanne ånder lettet op, da hun når kanalen og det tynder ud. Byens neonlys spejler sig i vandet. Hun cykler prustende op på broen. Hanne bliver nødt til at stå af på toppen for at få vejret. Hun læner sig over kanten og kigger på det rolige vand, der glider af sted under hende. Nyder den opfriskende lugt af råd og rusten metal. Vandet begynder langsomt at stige i kanalen, som en stor bølge der rejser sig. Det løber næsten ud over kanterne, og ud på fortovet. Hanne kigger forundret på den stigende overflade.
En krusning under broen længere væk fanger hendes opmærksomhed. Hanne blinker et par gange, var det blot en større bølge? Endnu en krusning, nu tættere på. En aflang skygge krydser under hendes bro, og hun løber så hurtigt hendes tykke ben kan holde hende over på den anden side og læner sig ud over rækværket. En høj vandsøjle rammer brutalt hendes ansigt. Hanne hopper forskrækket tilbage, og når kun lige at skimte ryggen af et stort, gråligt dyr. Hun vrider sine øjne, og tørre mascaraen i lange striber ned over sine kinder.
Hun står i forbavselse og ser hvordan ryggen af en flere meter lang hval løfter sig af vandet, som en stor bølge, der kommer rullende ind over land. Hanne skynder sig tilbage til sin cykel, og kører ned af broen og langs kanalen. Hun træder hårdt i pedalerne, indtil hun når op på siden af det store dyr, der glider sig i kanalens grumsede vand. Hun følger hvalens elegante bevægelser med øjnene, mens hun forsøger at undgå skilte, kantsten og træer, som dukker op ud af mørket. Snart efter møder de begge havnen, hvor kanalen udmunder i et stort bassin før havet. Hvalen puster ud en sidste gang, vender halen i vejret og dykker ned ude af syne. Hanne stopper op ved kanten og spejder ud over vandet. Det store hav fylder hele horisonten op og formørkes af lyset fra byen. Hun skuer ud over havet for at få et sidste glimt af hvalen. Ikke en dråbe rører sig på vandets overflade.
Hanne skutter sig, vinden fra havet river i hendes jakke. Hun indsnuser den salte luft, og lige så stille begynder hun at synge sin urytmiske, ordløse klang. Et vandsprøjt plasker hende til, overrasker hende. Hun vakler og mærker jorden forsvinde under sine fødder. Et iskoldt sus i det hun rammer vandets overflade. Hanne kommer hostende op til overfladen og padler rundt for at holde sig selv oppe. Hun svinger med armene og kaster sine ben rundt. Hendes krop tynges nedad, som en usynlig kraft, der hiver fra mørket under hende. Vand skulper ind i hendes mund, og hun hiver hakkende efter vejret. Billeder af ham kommer nærmere, hans hævede næve i et glimt.
Hun fornemmer en bevægelse ved sit ben, og isende kulde blander sig med vandets. Hvad hvis den er farlig? Hvad hvis den sluger hende råt? En dyb brummen blandet med skingre toner får hele havnen til at dirre. Hanne ligger stille i vandet uden at turde røre sig. Hendes hals lukker sig sammen, og hendes lemmer reagerer ikke længere. Den sidste lyd er en spinkel, pibende melodi fra hendes læber, før hun langsomt synker ned under overfladen.
I et nu løfter hele fladen sig under hende. Hanne lukker øjnene i rædsel og hiver stødvist efter vejret, mens vandet løber væk under hende. Luften strømme tilbage i hendes lunger. Hun føler en våd, glat hud under sig, der giver efter for hendes vægt. Den føles klæbrig mod hendes fingre. Hanne åbner øjnene og betragter forsigtig den grå hud med blåligt skær. Hvalen er dukket op under hende, og hun ligger nu udstrakt på dens ryg. Den brummer og ryster hele hendes krop ud af balance. Den synker stille ned igen. Hun hiver vejret hurtigt ind, og begynder straks at nynne videre, hvalen løfter sig til hendes lettelse igen. Hanne slynger sine arme om hvalens ryg og presser let fingrene ned i huden for at holde sig fast. Hele hendes krop ryster af kulde, og hendes sang kommer ud i skælvende strofer.
Molen og byen strømmer forbi hende i et utydelig mønster af farver. Lydene lukkes ude af bølgernes slag og den ordløse melodi fra Hannes læber. Snart ligger al lyset langt bag hende, foran hende ligger kun mørket og den stjernebestøvede himmel. Mørket lægger sig beskyttende om dem. Hanne sætter sig op. Hvalen synger i takt med hende, de skaber deres egen symfoni. Hun fryser ikke længere. Hun vender sig rundt på maven og nyder støvregnen fra hvalens udånding. Hanne løfter armene ud til siden og lader sig flyve over bølgetoppene, der slår ind over siderne. Foran hende lyset havet glimtende op i gule og grønne farver. Hun stirrer forundret på det, mens de langsomt nærmer sig. Hvalen dykker, og hun holder fast, så godt hun kan. Vandet strømmer igennem hende, løfter hende op, gør hende vægtløs. Hun flyder med hvalen mod sværmen af lyskrebs. Hun åbner munden og fylder den, mens de glider gennem flokken. Hvalen fører hende op til overfladen. Hun lader vandet løbe ud mellem sine tænder, så kun de små krebs er tilbage. Hun sluger dem, de smager salt, og hun hungrer straks efter flere. De fortsætter sådan, indtil de begge har fået fyldt deres maver. Hanne lægger sig på ryggen og betragter stjernerne, hun synger med på hvalens klagen om vandet, om havet, om dybet. Hun mærker hvalens bløde, fugtige hud bevæge sig let under sig, og hvordan hendes øjenlåg langsomt bliver tungere. Hun nynner en sidste strofe i deres tekstløse sang, og falder i søvn.
Lyset fra den opstigende sol vækker hende. Hanne rejser sig op og mærker det ubehagelige sand klistre til sin hud og sin gane. Hun spytter den væmmelige smag ud, og føler sig tør i munden. Omkring hende ligger strandbredden foldet ud på begge sider af hende. Hun kan ikke erindre, hvordan hun er endt her. Bølgerne slår i sus op på stranden og rammer hendes fødder. Hun rejser sig, betragter det store ocean et øjeblik. Hun ser så ned af sig, hendes tøj er flået og stadig fugtigt. Ærmerne er iturevne. Hun betragter længe sine hvide buttede arme, vender og drejer dem i lyset, det er som om der er noget, der mangler. De blålige mærker er væk, der er ikke et spor tilbage. Hun står længe og kigger på havet. Spejder ud over dens bølgetoppe. Der kommer ingen lyd ud over hendes læber.
Hun går op ad klitterne mod byen. Skridter målbevidst af sted langs vejen. Hun når byen hen ad eftermiddagen og stryger med faste skridt om i gaderne. Hun er knap klar over, hvordan hun er kommet derhen, da hun hen ad aftenen står foran Allégade 12. Hendes tøj er tørret på vejen, men sandet rasler stadig af hende. Hun sniger sig ind i sin ø, og tænder for vandet, lader det tromme mod stålbassinet. De beskidte tallerkener fyldes hurtigt op og stakkerne vokser, men Hanne er hurtig til at formindske bunkerne. Proppen bliver fjernet fra filtret, når det er fyldt, og alle servietter ryger i skraldespanden. Hendes sang starter med en stille hvisken, men snart gjalder den ud over køkkenet af lungernes fulde kraft. Overdøver radioen, skramlen fra gryderne og al anden snak. En dyb brummen blandet med en sørgmodig klang. Snart tier alle stille, blot for at høre den vidunderlige altstemme. Det bliver til ekstranumre og forslag fra tilskuerne, de klapper og hujer i køkkenet, når hun stopper for et øjeblik at trække vejret. Cigarrøgen fra restauranten stopper midlertidig, og døren til køkkenet fyldes op af nysgerrige gæster.
Da aftenen er forbi, takker de hende alle for hendes koncert, de roser hende for hendes kraftfulde stemme. Hanne smiler til dem og kigger forlegen ned. Hubert er den sidste der kommer hen til hende, han smiler sit skæve smil og følger hende ud af døren.