En bustur
Jeg nikker kort til chauffør, da jeg sidelæns stiger op på trinet og får bugseret alle mine poser og den store håndtaske med mig. Jeg viser med besvær mit allerede klippede kort til ham, han vifter mig videre med en ligegyldig mine uden at se på det, og jeg lader de næste bag mig komme til – et par unge folk, vildt snakkende. Sikkert et par elever fra den højskole.
Sædet knirker under mig, da jeg får hevet mig ind på en af de forreste pladser ved hjælp fra stangen med stopknappen. Tasken og poserne stiller jeg på sædet ved siden af mig og sidder selv længst ud til gangen, jeg skal ikke nyde noget af at have et eller andet sludrechatol ved siden af mig. Jeg skal heldigvis ikke så langt, kun hjem til Vallekilde. Bussen sætter i gang med en rumlen og kører gennem Hørve, butikkerne flyver forbi. Jeg retter på tasken så den ikke falder ned. De tre unge folk er heldigvis gået ned bagi, så deres snakken forstummes af brummen fra motoren. Jeg kan ikke fordrage busser. De er altid så uhumske og beskidte, på gulvet er aftrykkene fra mudrede sko aftegnet. Folk har da heller ingen sans for renlighed. Går bare og smider om sig med affald, roder alting til uden at gøre mine til at rydde deres egne efterladenskaber op igen.
Det værste er dog forholdene på denne Højskole, de unge der har aldrig lært noget om rengøring hjemmefra. Jeg husker da jeg i nød blev nødt til at benytte et af disse steder, fordi lille Christine ikke længere kunne holde sig. Vi var ellers kun et lille stykke fra huset, men hun ville jo så gerne se det hele indefra, så hun fik selvfølgelig lov.
Gangene var ligesom i denne bus overtegnet med mudrede fodspor fra kondisko og samtidig våde platter fra fødder, gående på kryds og tværs af hinanden, og overstrøget med indtørrede kaffepletter. Vi skrævede forsigtigt over de store plamager af mudder. Christine grinede og synes det var en sjov leg, men jeg holdt hende godt ind til mig og sørgede for hun ikke trådte i noget.
Bussen gør et holdt for at lade en gammel dame nå hele vejen over på den anden side ved Fakta, før den sætter i gang og følger den snoede vej ud i det korte åbne landskab.
Vi fandt til sidst et toilet i den labyrint af gange. Jeg måtte gibbe efter vejret over synet, der mødte mig. Gulvet sejlede med vand fra toiletbørsten, og der hang kun en tom rulle med et enkelt stykke papir tilbage. Utroligt at det kan være så svært at finde en ny rulle. Håndklædet lå i en søbe på gulvet. Jeg trak hurtigt Christine ud igen, hvilken slags dyr kunne dog holde ud at leve i sådan en svinesti? Det næste var ikke meget bedre, men her hang håndklædet dog på sin plads, brunligt efter alt for mange fingres aftørring. Har folk her da aldrig lært noget om rengøringsmidler og hygiejne? Jeg gav hende nogle stykker papir fra min taske og lod hende gå derind med det hensyn, at hun ikke rørte unødig ved noget.
Bussen gør et pludselig stop og jeg griber efter mine poser for de ikke skal falde ned. Bagerst hører jeg de tre unge huje af den pludselig bevægelse, sådan en omgang sjuskehoveder. Jeg husker tydeligt min forbavselse, da jeg så resten af etablissementerne på denne højskole an. Brusekabinen ved siden af sejlede over med vand, og små krøllede hår stoppede afløbet til, så intet kunne løbe igennem. Væggene var oversprøjtet, så det kunne ikke være lang tid siden dens okkupant havde forladt det, hvis jeg mødte denne ville jeg give ham eller hende en ordentlig opsejling. Man kan da ikke tillade sig sådan uden hensyn til sine medmennesker at efterlade et rum i den stand. Vinduesskraberen, der er sat op til formålet lå forglemt i hjørnet, og jeg var lige ved at tage den op, men jeg skal ikke nyde noget af at stige ind i det rum. Jeg ville bare få våde fødder.
Bussen gør til sidst holdt, og jeg får møvet mig ud fra sædet og trukket alle mine poser og store taske med mig. De tre unge står også af, og griner fjoget, mens de går op ad vejen foran mig mod denne højskole. Jeg sender et skævt blik mod bygningerne, før jeg drejer af til venstre.
Sikke et bemøget sted, der skal jeg ikke nyde noget af at komme igen, hvis det altså ikke lige skulle være at lære de unge folk at gøre ordentlig rent.
Sædet knirker under mig, da jeg får hevet mig ind på en af de forreste pladser ved hjælp fra stangen med stopknappen. Tasken og poserne stiller jeg på sædet ved siden af mig og sidder selv længst ud til gangen, jeg skal ikke nyde noget af at have et eller andet sludrechatol ved siden af mig. Jeg skal heldigvis ikke så langt, kun hjem til Vallekilde. Bussen sætter i gang med en rumlen og kører gennem Hørve, butikkerne flyver forbi. Jeg retter på tasken så den ikke falder ned. De tre unge folk er heldigvis gået ned bagi, så deres snakken forstummes af brummen fra motoren. Jeg kan ikke fordrage busser. De er altid så uhumske og beskidte, på gulvet er aftrykkene fra mudrede sko aftegnet. Folk har da heller ingen sans for renlighed. Går bare og smider om sig med affald, roder alting til uden at gøre mine til at rydde deres egne efterladenskaber op igen.
Det værste er dog forholdene på denne Højskole, de unge der har aldrig lært noget om rengøring hjemmefra. Jeg husker da jeg i nød blev nødt til at benytte et af disse steder, fordi lille Christine ikke længere kunne holde sig. Vi var ellers kun et lille stykke fra huset, men hun ville jo så gerne se det hele indefra, så hun fik selvfølgelig lov.
Gangene var ligesom i denne bus overtegnet med mudrede fodspor fra kondisko og samtidig våde platter fra fødder, gående på kryds og tværs af hinanden, og overstrøget med indtørrede kaffepletter. Vi skrævede forsigtigt over de store plamager af mudder. Christine grinede og synes det var en sjov leg, men jeg holdt hende godt ind til mig og sørgede for hun ikke trådte i noget.
Bussen gør et holdt for at lade en gammel dame nå hele vejen over på den anden side ved Fakta, før den sætter i gang og følger den snoede vej ud i det korte åbne landskab.
Vi fandt til sidst et toilet i den labyrint af gange. Jeg måtte gibbe efter vejret over synet, der mødte mig. Gulvet sejlede med vand fra toiletbørsten, og der hang kun en tom rulle med et enkelt stykke papir tilbage. Utroligt at det kan være så svært at finde en ny rulle. Håndklædet lå i en søbe på gulvet. Jeg trak hurtigt Christine ud igen, hvilken slags dyr kunne dog holde ud at leve i sådan en svinesti? Det næste var ikke meget bedre, men her hang håndklædet dog på sin plads, brunligt efter alt for mange fingres aftørring. Har folk her da aldrig lært noget om rengøringsmidler og hygiejne? Jeg gav hende nogle stykker papir fra min taske og lod hende gå derind med det hensyn, at hun ikke rørte unødig ved noget.
Bussen gør et pludselig stop og jeg griber efter mine poser for de ikke skal falde ned. Bagerst hører jeg de tre unge huje af den pludselig bevægelse, sådan en omgang sjuskehoveder. Jeg husker tydeligt min forbavselse, da jeg så resten af etablissementerne på denne højskole an. Brusekabinen ved siden af sejlede over med vand, og små krøllede hår stoppede afløbet til, så intet kunne løbe igennem. Væggene var oversprøjtet, så det kunne ikke være lang tid siden dens okkupant havde forladt det, hvis jeg mødte denne ville jeg give ham eller hende en ordentlig opsejling. Man kan da ikke tillade sig sådan uden hensyn til sine medmennesker at efterlade et rum i den stand. Vinduesskraberen, der er sat op til formålet lå forglemt i hjørnet, og jeg var lige ved at tage den op, men jeg skal ikke nyde noget af at stige ind i det rum. Jeg ville bare få våde fødder.
Bussen gør til sidst holdt, og jeg får møvet mig ud fra sædet og trukket alle mine poser og store taske med mig. De tre unge står også af, og griner fjoget, mens de går op ad vejen foran mig mod denne højskole. Jeg sender et skævt blik mod bygningerne, før jeg drejer af til venstre.
Sikke et bemøget sted, der skal jeg ikke nyde noget af at komme igen, hvis det altså ikke lige skulle være at lære de unge folk at gøre ordentlig rent.
posted by Charlie at 2:46 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home