Med Undergrunden

Jeg svajer i rytme med de andre passagerer. Begge hænder ligger i lommerne mod kulden. Der er en møtrik i den højre, og jeg knuger den ind i håndfladen. En mand sidder med krydsede ben op ad glasruden bag mig. En avis er slået op foran ham. Jeg prøver at læse overskriften på forsiden. Siden er bøjet, så jeg kun kan se dele af bogstaverne – Ni fuskere forkullet i parken. Manden folder avisen rundt og læser bagsiden.
En dame sidder overfor med to fyldte indkøbsposer ved sine fødder. Hendes hår er samlet under et tørklæde. Munden gumler langsomt på et stykke tyggegummi. Det kommer til syne i hendes let åbne gab. Hendes hals pludrer op og ned. Tørklædet skjuler sig næsten i dellerne. Hun holder godt fast i hankene, mens hun læser reklamerne i loftet. Grovbolle – 15 kr. i alle kiosker. Op ad hendes ene pose stikker en fiskehale pakket lufttæt ind i plastik. Jeg vender mig rundt. Jeg kan smage den salte fornemmelse på tungen. Det er to dage siden jeg fandt møtrikken.
Jeg kan egentlig ikke lide helleflynder. Men det var det eneste kantinen serverede. Den havde stået foran mig. Dens skæve øjne stirrede på mig. De bulede ud af hovedet og pupillerne fyldte næste hele øjet op. Jeg havde løftet skindet af i siden, som jeg havde set de andre gjorde. Det hvide kød sad i fine lag over benene.
Toget standser. Jeg presser mig ind mod stængerne for at lade en barnevogn tage størstedelen af pladsen i gangen. Jeg går ind mellem sæderne i stedet og vikler en læderrem fra loftet rundt om håndledet. Jeg svajer til siden, da toget igen sætter sig i bevægelse.
Jeg havde bøjet mig ned efter min vandflaske for at sluge synet. Da jeg kommer op over bordkanten kunne jeg skimte et smil på Miriams læber ved siden af mig. Jeg tog endelig mod til mig og fik flettet en klump hvidt kød fri. Jeg gennemrodede og moste det sammen til en masse for at være forsikret mod ben. Det hang længe på gaflen. Stykket fyldte op i munden, og jeg lod det ligge på tungen, indtil jeg til sidst satte tænderne ned i det bløde kød. Det havde næsten ingen smag kun let salt. Jeg tvang mig selv til at synke med en tår fra flasken. Helleflynderens mund vendte næsten opad i et drilsk smil. Jeg rodede rundt i trevlerne, og skrabede alt kødet af så kun rillerne af ben stak frem. Under dem så jeg et lille stykke rundt metal. Jeg viklede det ud af benene og holdt møtrikken op i lyset. Ved siden af mig slog Miriam hånden op for munden, mens hun prustede ud mellem fingrene. Hun sendte et smil gennem luften.
- Kein har vist fået jackpot.
Min hals pressede sig sammen, og jeg mærkede fisken vende sig i maven. Min stemme er fanget, og jeg kunne ikke andet end at stirrer på hendes grinende ansigt. Men jeg klemte møtrikken fast i min knytnæve før nogle af de andre nåede at se, hvad hun mente. Jeg rejste mig og forlod bordet. Resten af fisken endte i skraldespanden. Dens øjne blinkede op til mig fra dybet.
Toget holder igen, og jeg griber fast i remmen for ikke at vælte. Jeg går forbi barnevognen og stiger ned på perronen. Vinden trænger gennem min jakke, og jeg slår kraven op. For enden ved dørene ser jeg Miriam står med armene slået om sig i en klump sammen med de andre. Jeg spænder møtrikken fast mellem to fingre, så det sætter mærker i huden. Jeg trækker skuldrene op og fugter mine læber klar til at tale. Jeg går langsomt hen mod hende.

Benspænd

Skriv en tekst uden vokaler
Skriv en tekst uden navneord
Skal indeholde information indhentet fra encyklopædien
Skriv hvori der ikke indgår mennesker eller noget menneskeligt
Tag en dyb indånding, hold vejret i 30 sekunder og skriv så din tekst. Du har 5 indåndinger til at skrive historien færdig.

Indledning:
For at skrive en tekst uden navneord eller vokaler, fandt jeg på at skrive to sms beskeder. Jeg kiggede i indledningen til Encyklopædien for at finde nogle flere forkortelser.
For at komme udenom det med det menneskelige fik jeg nogle ikke-menneskelige personer, jeg har lavet til andre fortællinger, til at skrive med hinanden – disse har i denne fortælling forkortelser for deres navne: G., D. og Sk. Her er også navnene: 3knt (= trekant) og sp. St. (= spansk Saint) som er kodenavne på to andre personer.
Jeg forestillede mig så at to af personerne sender beskeder mellem hinanden under en krig i et kodesprog for at narre fjenden. Navne som 32 NV og 32 SV er her steder som er afmærket på deres kort, som fjenden ikke kender til. Det samme gælder for NT (nye testamente) og GT (gamle testamente).
Ordforklaring nederst.

Flg. bskd t G.:
J sq t 32 NV.
J sq bz dt gr. GT
hhv. 32 NV + 32 SV,
mn 2 s.m. D.
t NT(108 SV)
D. c ftr Sb.
mgl ntn 3knt lr
sp. St. SU.
- Sk.

t Sk.:
h&n:
3knt r v 78 SV.
J r v 32 NV = d.
ftr kp.
J bz NT(108 SV)
Kl. 17:48 s.m. sp. St.
3knt flgr 18:23
Hmm btw ÷ ftrc Sb.
- sprg D.
NRN
- G.

Ordforklaring:
Sq = skulle
gr. = græsk
s.m. = sammen med
ftr = efter
Sb. = Salmernes bog
ntn = enten
lr = eller

h&n = her og nu
d. = død
kp. = kogepunkt
flgr = følger
sprg = spørg
NRN = No return necessary

I Centeret

Jeg kan høre den fjerne stemme fra Maria, der ringer op til lageret. Hendes hår forsvinder bag rækkerne af Lego, da hun lænder sig ind over disken. Jeg strækker armene ud og står på tær for at lægge den sidste Legokasse med et flagskib på plads. Den vipper frem og tilbage og balancerer lige på kanten ad tremmehylden. Jeg står længere og venter på den holder op med at gynge. Kasserne med Bellville ryger ind i knæhøjde, så er de nemmere at se. Jeg slår kasserne længere ind med en håndbevægelse, så de alle kan være der.
En dreng nærmer sig fra indgangen. Bag ham kommer en kvinde slæbende på en pukket blomster, og en æske chokolade.
- Mor, mor. Kom nu. Kom nu og se.
- Ja ja, hvad er det?
- Det er den her, det er den jeg gerne vil ha.
De går hen til bilerne bag ved mig, og drengen tager en traktor ned fra stativet.
- Du har ikke brug for flere traktorer, siger hun og går et par skridt tilbage mod udgangen.
Han holder fast i hendes ærme. Jeg tjekker om den rigtige pris er sat på siden af legoæsken. Jeg sætter den langsomt ind på hylden, og skæver til dem.
- Hvilken en synes du er flottest?
- Det ved jeg ikke. Den koster altså 100 kr.
Han står med traktoren i hånden og drejer på det lille rat. Jeg har sat den sidste kasse op og sætter mig på knæ bag væggen med My Little Pony. Jeg kigger på en hvid hest med utallige kamme til.
- Kom nu Jonas.
- Men… men jeg vil gerne have den.
Hun får endelig slæbt ham med ud ved håndledet. Nogle små klynk kommer fra ham, og han taber traktoren på vej ud. Jeg går hen, samler den op, og sætter den tilbage.
Maria står stadig lænet ind over disken med telefonen ved øret. Jeg kan se hendes knogler stikke frem, når hun hviler brysterne på armene. Sorte streger fra en tatovering stikker ud fra hendes ærme.
- Hvor meget har I tilbage af det der Harry Potter? ... Jeg tror det er noget med vinge eller tryllestav.
Jeg går om til afdelingen. Alle hylderne bugner siden den nye bog kom ud. Plakater, plastikfigurer af hovedpersonerne og koste har dækket det hele til. Jeg roder rundt i det hele og finder frem til kassen med tryllestavene. Der er ikke mange tilbage.
- Det er tryllestavene vi mangler, fortæller jeg hende og stiller mig op foran stativet med prinsesse-kjoler.
- Ja, ja. Fire af dem var knækkede da de kom… Ja, ja. Jeg skal kun være her i to uger til, så tager den nye, øh Charlotte, over… Ja hun har været her et par dage… Ja, jeg ryger videre til centret i Holbæk.
Dørene er slået op til gangen. Kun få mennesker trasker fordi her en tidlig eftermiddag. Småsnakken blandes med deres fodtrin mod flisegulvet. Til højre ligger en plads med et firkantet springvand i midten. Kvinden med drengen er stoppet op foran en kurv med huer, og hun prøver nu den ene efter den anden på hans hoved. Han rykker væk hver gang, hun tager en ny op ad kurven. Jeg kniber øjnene sammen og ser på udsalget med nederdele overfor – Udsalg nu kun 149,95.
Maria er holdt op med at snakke, og laver i stedet kruseduller på lagerlisten over kostumerne til fastelavn.
- Jeg tager min pause nu, siger jeg og går ud bagi.
Jeg trækker T-shirten over hovedet og spænder livremme på min jakke stramt rundt om mig. I tasken ligger læbestift, spejl og parfumeprøve fra Loreal, som jeg engang har fået i et Femina.
Mine hæle klaprer på flisegulvet, og jeg styrer ned mod indgangens svingdøre. Lige før Choko-Tina standser jeg og hiver parfumeprøven op ad tasken. Jeg åbner besværligt låget, og dupper tuben på mine håndled og hals. Jeg ser mig i spejlet og får lagt læbestift på. Jeg bobber op i håret, som jeg har set Julia Roberts gøre i Pretty Woman.
Jeg slår en ekstra gang i med hælene, da jeg går ind i chokolade-butikken. Ekspeditricen kigger straks op og smiler. Hendes røde læbestift lyser op og former sig rundt om munden.
- Kan jeg hjælpe dig med noget?
- Neej tak, jeg kigger bare lidt, siger jeg og kører fingeren over en hvid engel, som holder et lys oppe i en skål.
Jeg kører fingrene over rækkerne af lys og figurer. Der ligger en duft af røgelse i rummet, og jeg snuser længe ind. Hun trutter med munden så den bliver helt rund. Jeg ser ind i et spejl med stålramme og prøver også at gøre min mund rund.
Jeg går hen til disken og står længe med rank ryg og ser på kasserne med romtrøfler, cognac punch, grand marnier og calvados. Jeg kan næsten alle navnene og deres indhold udenad. Hvis jeg havde fået et job her kunne jeg nemt havde vist sortimentet frem til kunderne, og vist dem at pebermynte passer bedst sammen i en æske med kile, fordi de har samme form.
Perler dingler fra hendes ører og håret ligger gemt bag en hvid kappe. Hun pakker chokolader ned i en æske. Jeg går tættere på og smiler sådan lidt skævt, som mor altid plejede at sige så sødt ud. En anden ekspedient med krøllet hår hængende ned over ansigtet kommer ind fra baglokalet. Hun holder en konvolut i hånden og viser den frem.
- Se hvad jeg fandt gemt væk under en stak papirer.
- Gud nej, det er en af anssøgningerne. Ssikke noget. Ssikke noget.
Hun læsper på s’erne og åbner brevet.
- Hmm, Charlotte Lund, det var da ærgerligt for hende. Men hun ville nok heller ikke have passet ind her.
Hun krøller papiret sammen og smider det ned under disken. Jeg blinker et par gange og går så op til disken. Jeg køber nogle stykker med rom og rosin og to med kirsebær, og går så hurtigt jeg kan tilbage til frokoststuen, mens jeg gumler på en med kirsebær.

I supermarked

Der er altid et værre mylder på en fredag eftermiddag i Superbest på hjørnet. Bent brummer irriteret over, at han ikke havde taget sig sammen til at blive færdig med sine papirer, før køerne voksede så lange at man bliver nødt til at starte fra bagvæggen. Men han har været nødt til at få styr på de sidste papirer før weekenden, og han havde samtidig haft en særdeles besværlig dag. Nette, der nu trallede for sig selv i vognen, havde været særdeles svær at fange i børnehaven. Det havde taget ekstra lang tid på vejen, fordi en søndagsbilist havde besluttet at spille alle andres tid ved at køre i snegletempo. Ikke nok med det havde han opdaget, da han ved spisetid skal til at tage sin mad op, at han havde taget Maries taske med i stedet for sin egen. Hun må så have taget hans, de ligner også hinanden for meget. Han blev nødsaget til at købe mad fra en snusket kiosk i nærheden, og kopier alle de dokumenter, han havde lagt i sin taske, en gang til. Men i det mindste kan han da bruge Maries penge til indkøb, så han ikke behøver tage hjem efter sin pung. Hun går altid rundt med et par sedler i sin pung.
De snævre passager mellem hylderne er propfyldte, og det kræver en behændighed som en slange for at sno sig udenom alle de andre kunder med stres rullende ned af ansigterne. Bent triller videre i den evindelig kø, nu kan han i det mindste se kasseapparatet, og den unge pige, med det nyligt ansatte skilt, der i panik hele tiden slår forkert ind. Sveden samler sig i hans armhuler, og Bent åbner sin jakke for at få lidt gennemstrømning.
Nette begynder at pibe fra sit sæde foran i vognen, da de trækker ind mellem slikhylderne, og han prøver at kigge alle andre steder hen end på hendes bedende hundeøjne. De er nogle snu rader, de butiksejere at sætte de indbydende sager lige ved udgangen, så de er sikre på man lader sig friste af ens skavanker. Til sidst lykkes det hende at fange hans blik og en Matador Mix finder vej ned i vognen, det er jo også fredag, hun skal jo have lov. Den lille pige jubler højt, og Bent tysser irriteret på hende, og gnider sine tindinger. Han er ved at få hovedpine af den konstante klirren fra vogne, der i iver støder sammen, og den tunge dåseluft.
En dame skubber sin vogn ind foran sig uden at kigge sig for og vælter hylden med gajol-trepaks, så de regner ud over gulvet. Han sukker irriteret frem for sig og læner sig op ad vognen.
- Kan vi ikke få åbnet en ekstra kasse! Er der en der råber bag ham, og Bent deltager i den bekræftende mumlen fra de ventende køfolk. Den unge ekspedient ryster modløst på hoved og mimer et svar tilbage, som Bent ikke er i stand til at høre.
Endelig når de kassen, og Bent begynder at hive alle vare op af vognen og smide dem på båndet i tilfældig orden. Nette prøver at hjælpe, men hun ligger snart faretruende lang tilbage, så Bent hiver hende op og køre ned til endestationen af båndet, hvor varerne klumper sig op i en stor bunke. Han får smidt mælk, kartofler og porer ned i en pose, før han går tilbage til kassen og åbner taskens to låse. Bent fumler rundt med hånden i tasken, gravende efter pungen i sammensmeltningen af bolsjer, lommetørklæder, læbestift og kuglepinde. (Hvordan det kan lykkedes nogen som helst at finde noget i det her virvar er mig en gåde.) Han går i panik af lyden af utålmodige hvisken fra køen, og roder voldsomt rundt i bunden. Endelig lukker hans hånd sig om læderet og han hiver den op med en triumferende mine og viser den frem for ekspedienten. Den unge pige rykker chokeret tilbage, og Bent opdager snart grunden til de underlige blikke. Fra hans hånd dingler et nydeligt par trusser med blonder.
Bent får med brændende kinder hurtigt hevet hånden til sig, men i sin iver for at støve trusserne af vejen, taber han tasken, så hele dens indhold af servietter, pastiller, sminke og hovedpinepiller triller ud på gulvet. Han gnider tænderne hårdt sammen, og fumler med pungen. Han får så hurtigt han kan stukket en femhundredekroneseddel i hånden på ekspedienten, der med et tilbagetrukket grin tager imod den, og falder på knæ og skraber alt tilbage i tasken. Damen bag ham med en pels slynget om halsen gør ikke mine til at hjælpe men klikker utålmodigt med tungen og langer sine varer op på rullebåndet. Bent skraber alt op i tasken. De mørke bukseben får snavsede hvide pletter på knæene og han mærker hvordan hovedpinen trænger sig på. Blandt indholdet får han øje på noget blåt imellem mylderet af farver, og han trækker den lille pose til sig. Det er lyseblå piller, som han aldrig har set før. Han stikker posen i lommen sammen med trusserne, rejser sig op og modtager byttepenge, som også hastigt ryger ned, og går i gang med at fordele varerne i poser.
Bent rykker med lettelse væk fra de irriterede blikke og ruller hen ved kiosken for at tjekke bonen ud. Da han famler i sin lomme efter byttepengene griber hans hånd igen om trusserne og den lille pakke, og han hiver begge dele op og kigger undersøgende på det. Han holder et øjeblik trusserne op foran sig, han kan ikke huske at Marie nogensinde har haft dem her på. En varme breder sig fra hans mave og op i kinderne, og han føler hvordan hans jakke er blevet ubehagelig krassende om hans skuldre. Trusserne kan han på sin hvis forstå, det kommer jo heller ikke ham ved at Marie skifter undertøj i offentlighed, men hvor helvede har hun pillerne fra? Hvad er det for nogle?
En kulde erstatter nu den hedende varme fra at have feset rundt i det elendige supermarked, og flovheden over at være blevet til grin ved kassen. Hvem havde givet hende dem? Det ligner ikke ligefrem nogle man kan skaffe på et apotek. Hvem har hun kontakt til? Damen med pelsen går forbi og sender ham et fornedrende blik. Varmen breder sig fra hans mave, og op i hans hoved. Bent får ufattelig lyst til at råbe hende lige ind i hoved, men han klemmer læberne hårdt sammen.
Bent hanker op i sine poser og tager et godt greb i Nettes hånd. Han trasker med lange skridt mod dørene, så hun har svært ved at følge med. Marie har et seriøst forklaringsproblem.

Firkantede fortællinger: 15

En femtende gang legede vinden tagfat med kornet på marken. Den fejede hen over stråene og greb ud efter dem. men hver gang nåede kornet at bukke sig før den kunne gribe om dem/ af før den kunne fange dem. Vinden hyldede, peb og susede over markhøjene, fordi den aldrig vandt legen. Men så en varm dag kørte bondemandens traktor over marken, så stråene blev små, korte og stive, så de ikke længere kunne bøje sig. Nu hyldede vinden ikke mere for den kunne med lethed fange stråene. Så nu var det stråenes tur til at fange, derfor blev vinden ganske stille og rørte sig næsten ikke.

Firkantede fortællinger: 14

En fjortende gang var der et lille hvidt hus med grønne gavle og rosengang. Det snusede til blomsterne, lukkede svalerne ind under spærene, nød udsigten og tog klæder af røde blade på sine skuldre. Men en dag rykkede en ny nabo ind og stod skulder ved skulder med det lille hus. Snart kom flere nye huse til, og det lille hus så hvordan den blev lukket inde og udsigten forsvandt. Blomsterne døde og svalerne fløj væk. En mørk aften løftede det lille hus op i sine skørter og gik sin vej. Det fandt en ensom bakketop og skjulte sig i en kappe af vildvin. Næste morgen sad svalerne igen på dets tagryg og sang.

Firkantede fortællinger: 13

En trettende gang på en efterårsdag spillede stenene på gårdspladsen igen kastning med de faldne blade. De hujede og dansede i bølger, mens bladene blev kastet frem og tilbage mellem dem. Et særligt stort blad gik hele pladsen rundt, så alle sten fik lov til at røre det. Lige indtil katten kom og fangede det store blad og tog det i munden. Men så begyndte stenene blot at kaste rundt med katten i stedet.

Firkantede fortællinger: 12

En tolvte gang gik en kæmpe over det flade land. Han ruskede træernes fugle ud af deres reder, og drak søer tørre. Fuglene og fiskene blev sure, de begyndte at synge vuggevise for ham, hvor end han gik. Til sidst fik han med hængende øjenlåg møvet sig op på en bakkekam, så kunne han ikke mere. Han rullede sig sammen på toppen og sov til verdens ende. I mellemtiden voksede træer op på hans ryg, og fuglene byggede reder i deres grene.

Firkantede fortællinger: 11

En elvte gang var der en skæv garage med spindelvæv hængende fra loftet. Nydeligt opstillet på hylderne lå slanger, reb, brænde, en rullestol med manglende hjul, og maler-bøtter. Alle tingene var så trætte af at være fine og nye og ikke passe til det skæve skur, at de lod støv og snavs fra taget falde på dem. Så lod de være med at ryste sig, og forblev derved i samme beskidte stand. Nu passede de alle sammen til hinanden.

En bustur

Jeg nikker kort til chauffør, da jeg sidelæns stiger op på trinet og får bugseret alle mine poser og den store håndtaske med mig. Jeg viser med besvær mit allerede klippede kort til ham, han vifter mig videre med en ligegyldig mine uden at se på det, og jeg lader de næste bag mig komme til – et par unge folk, vildt snakkende. Sikkert et par elever fra den højskole.
Sædet knirker under mig, da jeg får hevet mig ind på en af de forreste pladser ved hjælp fra stangen med stopknappen. Tasken og poserne stiller jeg på sædet ved siden af mig og sidder selv længst ud til gangen, jeg skal ikke nyde noget af at have et eller andet sludrechatol ved siden af mig. Jeg skal heldigvis ikke så langt, kun hjem til Vallekilde. Bussen sætter i gang med en rumlen og kører gennem Hørve, butikkerne flyver forbi. Jeg retter på tasken så den ikke falder ned. De tre unge folk er heldigvis gået ned bagi, så deres snakken forstummes af brummen fra motoren. Jeg kan ikke fordrage busser. De er altid så uhumske og beskidte, på gulvet er aftrykkene fra mudrede sko aftegnet. Folk har da heller ingen sans for renlighed. Går bare og smider om sig med affald, roder alting til uden at gøre mine til at rydde deres egne efterladenskaber op igen.
Det værste er dog forholdene på denne Højskole, de unge der har aldrig lært noget om rengøring hjemmefra. Jeg husker da jeg i nød blev nødt til at benytte et af disse steder, fordi lille Christine ikke længere kunne holde sig. Vi var ellers kun et lille stykke fra huset, men hun ville jo så gerne se det hele indefra, så hun fik selvfølgelig lov.
Gangene var ligesom i denne bus overtegnet med mudrede fodspor fra kondisko og samtidig våde platter fra fødder, gående på kryds og tværs af hinanden, og overstrøget med indtørrede kaffepletter. Vi skrævede forsigtigt over de store plamager af mudder. Christine grinede og synes det var en sjov leg, men jeg holdt hende godt ind til mig og sørgede for hun ikke trådte i noget.
Bussen gør et holdt for at lade en gammel dame nå hele vejen over på den anden side ved Fakta, før den sætter i gang og følger den snoede vej ud i det korte åbne landskab.
Vi fandt til sidst et toilet i den labyrint af gange. Jeg måtte gibbe efter vejret over synet, der mødte mig. Gulvet sejlede med vand fra toiletbørsten, og der hang kun en tom rulle med et enkelt stykke papir tilbage. Utroligt at det kan være så svært at finde en ny rulle. Håndklædet lå i en søbe på gulvet. Jeg trak hurtigt Christine ud igen, hvilken slags dyr kunne dog holde ud at leve i sådan en svinesti? Det næste var ikke meget bedre, men her hang håndklædet dog på sin plads, brunligt efter alt for mange fingres aftørring. Har folk her da aldrig lært noget om rengøringsmidler og hygiejne? Jeg gav hende nogle stykker papir fra min taske og lod hende gå derind med det hensyn, at hun ikke rørte unødig ved noget.
Bussen gør et pludselig stop og jeg griber efter mine poser for de ikke skal falde ned. Bagerst hører jeg de tre unge huje af den pludselig bevægelse, sådan en omgang sjuskehoveder. Jeg husker tydeligt min forbavselse, da jeg så resten af etablissementerne på denne højskole an. Brusekabinen ved siden af sejlede over med vand, og små krøllede hår stoppede afløbet til, så intet kunne løbe igennem. Væggene var oversprøjtet, så det kunne ikke være lang tid siden dens okkupant havde forladt det, hvis jeg mødte denne ville jeg give ham eller hende en ordentlig opsejling. Man kan da ikke tillade sig sådan uden hensyn til sine medmennesker at efterlade et rum i den stand. Vinduesskraberen, der er sat op til formålet lå forglemt i hjørnet, og jeg var lige ved at tage den op, men jeg skal ikke nyde noget af at stige ind i det rum. Jeg ville bare få våde fødder.
Bussen gør til sidst holdt, og jeg får møvet mig ud fra sædet og trukket alle mine poser og store taske med mig. De tre unge står også af, og griner fjoget, mens de går op ad vejen foran mig mod denne højskole. Jeg sender et skævt blik mod bygningerne, før jeg drejer af til venstre.
Sikke et bemøget sted, der skal jeg ikke nyde noget af at komme igen, hvis det altså ikke lige skulle være at lære de unge folk at gøre ordentlig rent.

Bag brilleglassene

Bag brilleglassene
Bassen dunker stødvist ud fra gymnasiets indgangsdøre. Liam svajer mod lyset og musikken. Jorden synes skæv under hans fødder. Hans arm bliver løftet og lagt på et par skuldre. Vægten mindskes, og den fører ham gennem dørene, der er pyntet med sølvpapir og neonlys. Liam kan lugte den sødlige duft af gran, og det utæmmede hår strejfer hans kind. Et fast greb i hans højre hånd holder ham oppe. Liam mærker en svag ømhed sprede sig fra brændemærket på sin håndryg. Men han lader de stærke, spinkle arme lede sig gennem lokalet. Hen til et hjørne ved baren. Andre elever stryger forbi ham, mens de trænger mellem stimer af udtværede skygger. Brudstykker af samtaler svinger mellem dem. Liam ender på en stol op ad gelænderet til første sal. Nate løfter hans arm af sine skuldre og sætter sig overfor ham. Nates brilleglas skinner i lyset fra dansegulvet. Gelænderets kolde stænger presser ind til Liams ryg, og den snurrende fornemmelse stopper for et øjeblik.
Liam holder øje med gulvet i salen, hvor festen er vågnet til live. En stor masse af hvirvlende farver svinger i lyset. I midten står tre podier. Svingende kroppe boltrer sig. Klæber sig ind til hinanden. Han får øje på Alex, der tumler mellem to 2.g’ere og viser sine bedste kneb frem. Hans dreadlocks flyver i vilde spiraler omkring hans ansigt.
Nate betragter de dansende horder og et lille, sjældent smil spreder sig på hans læber over Alex vilde udfoldelser. En spids hugtand lægger sig på hans underlæbe, og de gule øjne lyser op i skæret fra lamperne. Liam betragter ham ud af øjenkrogen. Tre striber markerer et frisk ar over hans næseryg. Det var fuldmåne sidste fredag. Liam rækker frem, og hans finger når langsomt arret. Nate stivner, men Liam fornemmer en skælven gå gennem ham. De gule ovale øjne flakker mellem dansegulvet og Liam.
Mod dem kommer en mørkhåret pige svævende.
- Hej!, råber hun over musikken og bevæger sig nærmere.
Zaras lette trin fører hende elegant udenom alle, så hun næsten forsvinder igennem dem. Hun standser foran de to drenge, og Nate rykker tilbage i sædet, væk fra Liams hånd.
- Kommer I to ikke med ud på gulvet. Jeg mangler nogle at danse med.
- Det plejer ellers ikke at være et problem for dig, smiler Liam og lader hende trække sig med. Nate ryster på hovedet og bliver siddende. Liam fæstner sine fodsåler til gulvet og føler det svinge som en vandseng under sig.
Diskolyset skyder som i blist mod masserne, og de pulsende slag fra højtalerne følger dens rytme. Liam svinger Zara rundt, og fører hende i en bue udenom sig. Rummet bevæger sig i svingende mønstre. Hvirvler ind i hinanden og falder stødvist på plads. Deres hænder klistrer, men han holder stædigt fast. Hun er den eneste, der ikke forsvinder ud af fokus. Mennesker maser sig ind på ham fra alle sider, og støder tilfældigt ind i ham og hinanden. Han lader sveden rulle mellem tilfældige berøringer
Liam fornemmer tempoet skifte, og gulvet løfter armene omkring ham i svævende bølger. Han lukkes inde i en hvælvet hule. Lyset fanges af et par brilleglas, der rammer Liams øjne gennem skoven af hænder. Bevægelserne går i stå. Han mærker sit eget hjerte slå taktvist i ørerne. Kroppene udviskes og bliver til en underlig broget masse. I midten bevæger en spinkel krop sig til musikken. Arret lyser op på hans næseryg. Alt for nær stryger en hvidklædt figur op ad ham. Sølvskinnede smykker glimter i hendes spidse ører. Hun lægger sine hvide arme om hans hals. Liam slipper i bevægelse Zaras hånd. Gulvet mister for et øjeblik grebet om hans fødder. Liam falder sidelæns, vakler gennem massen af dansere, og lander op ad det ene podium midt på gulvet. Kanten skraber en ridse over hans lår.
Han læner sig tungt op ad bordet og lukker øjnene. Musikken slår mod hans ører, i rytme med hans hjerte. Han gnider sine øjne i et forsøg på at rette sit syn. Virvaret af farver er der stadig. De farer mellem hinanden, kaster sig i hinandens favne, og glider sammen. Genlyset fra brilleglas rammer ham fra alle sider. Han lægger en hånd over sine øjne. Liam tager et prøvende skridt fremad, lænende til bordet. Hans hånd sidder fast på bordet, en eller andens fod står ovenpå den. Liam trækker den hårdt ud, og ser Alex vælte ind i sin dansepartner. Han bevæger sig slingrende over dansegulvet. Arme og hænder cirkler omkring ham, en hård albue rammer ham i siden. Den dundrende lyd fylder hele hans hoved op. Liam får skubbet sig fri af de dansende horder, og lander op ad en søjle. Dens kølige gnubbede overflade føles beroligende mod hans håndflader og Liam læner sin pande mod den. Konturerne bliver skarpere, og gulvets partnere bliver tydeligere. En sløret kontur nærmer sig. Den mørke skikkelse står ved siden af ham, og kommer langsomt i fokus. Zara kigger med rynket pande på ham.
- Er du okay?
Liam nikker og mærker straks gulvet løsne sig under ham. Han griber hårdere fat om søjlen, og smiler kort til hende.
- Tror du ikke, jeg skal tage dig med udenfor et øjeblik?
Liam svarer ikke. Musikken er skiftet, en langsom vals får par til at finde sammen. De gynger tæt omslynget midt på gulvet, vippende i takt. Hendes hånd kører gennem Nates utæmmede hår og fortsætter ned over næseryggen. Nates hoved følger hendes kærtegn. Liam kæmper for at rive sit blik væk. De gule ovale øjne funkler og brilleglassene fanger lyset i mørket, borer sig ind i hans.
Zara følger hans blik. Han hører et suk undslippe hendes læber.
- Liam…
Hendes stemme taler hviskende nær ham, men han flytter ikke sit blik. Nates hånd flyder over den hvidklædte pige, og stryger en hårlok om bag hendes øre.
- Det er et valg du bør acceptere, for jeres venskabs skyld.
Spyttet begynder at samle sig i Liams mund, og han kan mærke sin maves urolighed. Han vrider sit blik væk og sætter af fra søjlen. Hans skub sender ham i den rigtige retning. Langsomt kan han se døren med billedet af den bukkebenede faun komme nærmere.
- Hej Liam, skal du ikke med hen og have en øl.
Liam stopper et øjeblik for den forbipasserende Alex, og tvinger et smil fremover sine læber.
- Jeg skal lige ud og pisse.
Et uvilligt gylp krasser i hans hals. Han banker døren til toilettet op, så den knalder mod væggen. Rytmen fra dansegulvet forstummer bag det flisebesatte rum. Liam vender hovedet opad og holder fast i den nærmeste bås. Den holder ham oppe. Lugten af pis, spildt øl og bræk skærer i næsen. Hans mave laver en krølle på sig selv. Luften er tung og indelukket, og gulvet er søbet til. Alle toiletter er lukkede eller oversvømmet af papir og vand. Nogle få bruger ventetiden på højrøstet råb og kommentarer om aftenens lækreste bryster. I randen for enden står tre på række med spredte ben.
Liams mave vender sig. En bås i den fjerne ende åbnes, og han forlader den sikre væg. Med en hånd for munden tackler han sig forbi en 1.g’er med en øl i hånden og får knoklet sig ind i den snævre boks. Han knæler og får lige sparket døren i, før hans ryg gør et knæk og han kaster sig mod kummen. Det brænder hele vejen op gennem hans hals. Han ser farveskalaen fra øl, appelsinjuice og pizza forvandles til en grumset masse. Hans mave gør et sidste vrid, og så bliver den stille. Liam spytter en sidste gang og sætter sig op. Gulvet ligger stille under ham og konturerne bliver tydeligere. Hans mave falder stille til ro.
Det kolde gulv køler hele vejen op langs hans ryg. Liam synker kraftigt og lukker øjnene. Hann spytter igen, det river i hans hals. Han har brug for noget vand. Han glider stille op, og går ud mod vasken på den modsatte side af pisseranden. Gulvet glider ikke længere væk under hans fødder. Hans bukseben slæber hen ad flisegulvet og bliver våde. Vandet fra hanen fjerner smagen af bræk. Han løfter blikket og ser direkte ind i det krakelerede spejl på væggen. Øletiketter er klistret fast på dens kanter, og et hjørne er slået af.
En fremmed ung mand ser ham i øjnene. Mørke krøller med blå striber hænger slapt ned foran hans ansigt. Små lokker klistrer til den svedige pande. Den unge mand holder Liams blik fast, og vil ikke lade ham slippe fri. De stirrer længe på hinanden. Liam hører musikken skifte, alles yndlingssang gjalder ud over skolen, årets sidste nye dansehit – Vejen af Illusioner.
- Hey Liam!
En hånd rammer hans skulder, og en tung krop hænger sig fast til ham. Liam kan næsten smage Alex’ ånde af øl og vodka, og en dreadlock flyver farligt nær hans øje. Han rykker lidt væk. Den fremmede i spejlet griner til Alex over hans snøvlende stemme og gyngende hoved.
- Skal du ikke med op og score et par nye 1.g’ere?
- Jo, jeg kommer lige om lidt.
Han ser ikke på Alex, da han skubber sig væk og balancerer ud af døren.
Toiletterne tømmes, pisseranden forlades, alle tager del i den vilde dans, og rumlen fra hundredvis af hoppende fødder i det fjerne når Liam. Han er alene. Men han bliver stående. Stirrer på den fremmede bag spejlet.
Spejlet dugges til af hans ånde, og fugten fra den tunge luft. Den fremmede forsvinder i tågen. Dråber løber ned af spejlets flade, og tegner mønstre på vejen. Et dansende par toner frem. De hvirvler om hinanden. Liam rækker ud, føler sig frem over overfladen og prøver at røre den spinkle krop og øjnene bag brilleglassene. Tegner streger mellem de dansende, skærer mure gennem dem. Men de bliver hængende sammen, dråberne samler sig gang på gang.
Liam tørrer spejlfladen af med sin håndflade, visker det dansende par ud. De drypper ned og lægger sig som dugdråber på kanten af vasken. Den fremmede holder igen øje med ham.
Mon nogle ville opdage hvis en enkelt glidebesværgelse fik dem til at dejse om på gulvet? Han kan næsten mærke pulveret sitrer i sin lomme. Et stort hoverende smil tegner sig på den fremmedes ansigt, og øjnene knibes sejrsikkert sammen. Liams åndedræt farer i stød ud og ind af næseborene. Hånden nærmer sig langsomt den lille pulverpose, men stopper midt i bevægelsen. Hans fingre glider over mærket på højre hånd. Huden er flosset omkring de sirlige mønstre. Han behøver ikke at se på det for at kende hver en kurve. En afmægtig svie følger hans bevægelse rundt i arvævet. Blikket fordufter gradvist fra den fremmede og lægger sig ved siden af de faldne dråber på kanten af vasken.
- Liam…
En næsten uhørlig stemme trænger gennem rummet. Liam behøver ikke vende sit blik væk for at vide at Zara, trods skiltet på døren, står ved hans side. Musikken er ændret, og båsene fyldes endnu engang af trængende folk. Et par kommentarer flyver i hendes retning. Han kan ænse hendes halvgennemsigtige skikkelse bag den fremmede. Han kigger ikke på hende. Den fremmede mand har stadig sine øjne fæstnet til hans, nu med opadtrukne læber i et forvredet smil for at forsikre hende om at alt stadig er, som det skal være, at intet er forandret.
- Kom, tror du ikke det er bedst, du får lidt frisk luft?
Den fremmede nikker med ham. Liam trækker sit blik væk, konkurrencen ender.
Liam lader sig fører gennem de overfyldte gange, ud af de dobbelte indgangsdøre og ned på en bænk ved rododendronbuskene. En enlig lygtepæl indhyller omgivelserne i et afdæmpet orange lys, der kun synes at formørke alt omkring dem. Deres ånde danner små tågebælter. Hun rækker ham en flaske vand, og kører små cirkler med håndfladen på hans ryg. Hans skuldre tynger ham nedad, og armene støtter sig dovent til bænkens overflade. Ved indgangen samles små grupper med gløder i munden. Deres skygger udviskes, og deres tale synes at komme fra det fjerne.
Buskene begynder at bevæge sig bag dem. To skikkelser trækker sig leende ud af dens grene, og retter deres klæder. Et fast greb strammer om Liams hals, og hans mave tager en uventet kolbøtte. Brilleglassene blinker ham i møde i lyset fra gadelygten, mens blade ruskes ud af det pjuskede hår. Liam ser sig selv i deres genspejl.
Nate træder ind i keglen. Han skubber sine briller op på næseryggen, og børster et par blade af sin bluse. Han ser op og får øje på de to på bænken. Han stopper midt i sin fejende bevægelse, og hans spinkle krop går et skridt hen mod dem. Arret over næseryggen lyser op i den aftagende månes skær. Liams åndedræt bliver fanget i halsen, da Nate langsomt kommer tættere på. Tungen stryger hurtigt over læben og forbi den ene hugtand.
Et par arme kommer til syne fra mørket bag Nate og kredser om ham. Den spidsørede pige fæstner sine arme rundt om hans liv og hænger fast som en flåt på hans hals. Nate lægger en arm rundt om hende og vender de gule øjne nedad. Hun fører ham gennem lyskeglen, forbi de to på bænken. Liam ser efter dem, mens de forsvinder fra lygtepælens kegle. Hans mave knurrer faretruende, og Liam rejser sig svajende op. Han når et par skridt væk, før han knækker over ved rododendronbusken.

Hvalsang

Restauranten på Allégade 12 er altid et farligt postyr på en fredag aften. Flere selskaber beslaglægger de højloftede lokaler på 1. sal, og samtidig bliver bordene i stuen altid fyldt til randen. Tjenere må løbe spidsrod mellem polstrede stole og cigarrøg. Travlest af alt er det største køkken i kælderen, hvor hovedparten af dagens retter bliver arrangeret. Kokkene står svedende over deres gryder og flammende pander i råben fra tjenerne, der stryger ind mellem hinanden. Her skal man passe på før man drejer om et hjørne, hvis man vil undgå et sammenstød.
I centrum af de kaotiske rum står en kraftig matrone over en evigt kørende opvaskemaskine. Hun fylder hele den lille ø i midten op, så ingen tjenere vover at stikke en genvej gennem hendes gemakker. En stille melodi flyver fra hendes læber, den overdøves af skramlen fra køkkenet og de sidste hits fra radioen. Hun hedder Hanne, og hun lader vandet regne ned over de nydeligt anbragte tallerkener og slår skidt, madrester, indtørret sovs og efterladt pynt af dem. Hverken tallerkenerne, bordet ellers hendes blomstrede plastikforklæde går fri af vandsøjlen. I håret sidder små dugdråber fra dampen, og totter klistrer sig til hendes pande. Hendes langærmede bluse skjuler mærkerne fra i går aftes – hun havde ikke købt cigaretter, det var også forkert af hende. Hanne tørrer dråberne væk med en buttet hånd og trækker ærmerne på plads. Stablerne bugner sig som altid op til højre for hende, og hun bugserer tungt endnu en bakke ind under vaskemaskinen. Det er aldrig muligt for hende at følge med køkkenet, hun hører altid råben fra tjenerne, når der igen mangler i skabene.
Hanne hiver en fyldt bakke op i sin favn, den støtter på hendes mave. Hun trasker med tunge skridt hen til stativet. Glassene slår let mod hinanden i rytme med hendes svingende gang. Hun stiller glassene til afpudsning og går i gang med næste læs tallerkener. Alle efterladte rester skrabes ned i skraldespanden med en lyd, der kunne få nakkehårene til at krybe op ad ryggen. Hun kan se, når det er Hubert, der har arrangeret maden, kokken med det skæve smil. Der er altid en lille udskåret figur fra en gulerod eller en tomat, selv når de har allermest travlt. Hun skæver rundt om hjørnet og ind i det forstyrrede køkken. Hubert står henne i hjørnet med sin spinkle ryg til i gang med at arrangere dessert til fødselsdagen i kavalersuiten. Altid smilende, altid fredfyldt i sit arbejde.
Hun plejer at kunne få ham til at le, når de sidder samlet i spiserummet med hver deres madpakker, hendes bestående af gulerødder og peberfrugter, som grønsagsslankekuren påbyder, med Femina og Ekstra Bladet slået ud foran sig. Hendes kommentarer om de kendtes nye elskere og de kongeliges fantastiske rejser, giver altid et godt grin til alle. Hun ser ham ofte stå der i hjørnet for sig selv, læsende i sin avis, smilende sit skæve smil fra mundvigen.
En ung tjenerinde med babyhud og hofter kommer hen ved hans side, kækt smilende. Han vender sig straks om og lytter interesseret. Hanne sukker og går tilbage til sin ø. Han er altid omsværmet, og ville bare forsvinde i hendes svulmende mave, det vidste hun også godt.
Vasken skummer næsten over af vand. Filteret er fyldt og lader ikke mere komme igennem. Hanne står et øjeblik, mens vaskemaskinen summer, og betragter den grumsede sammenblanding. Hun kører en hånd gennem overfladen og ser bølgerne rejse sig. Næsten uhørligt begynder hun at nynne frem for sig – en melodi uden rytme eller ord. Hun ser vandet røre på sig. Hendes lille hval rejser sin ryg og puster ud gennem de små næsebor. Den lille hval kommer altid svømmende, når vasken er stoppet. Den holder hende med selskab og synger sammen med hende. Nogle gange lader hun servietterne fra gæsterne falde ned i suppen, så vasken bliver ekstra fyldt, de drejer rundt i overfladen og tager vand ind, som små skibe, der synker. De fylder godt i filteret og spærrer for gennemstrømningen. Hvalen tager en omdrejning ved kanten og fortsætter tilbage mod midten. Hun synger til den, lokker den til at komme længere op. Vasken er dens hav og spuleren dens udspyende næsebor.
- Hey blåhval! Se at komme i gang.
Hanne vender sig forbavset om, den gnaven chefkok ser misbilligende på hende fra sin taktiske position midt i køkkenets virvar. Hun ville gerne hvæse et svar tilbage til ham, men lader som altid være. Hun er så vant til den slags skældsord. Bakkerne af beskidte glas, tallerkener, fade og bestik er vokset til høje, uoverskuelige stabler – hvor længe har hun da stået og sunget med sin hval? Hun ser hvalen tage et sidste dyk mod bunden af vasken. Hun har aldrig været så meget bagud før.
Resten af aftenen bliver en stressende affære. Hanne må løbe i dobbelttakt for at få alt rent til tiden. Sveden hagler af hende, og hun hiver efter vejret, mens hun løber mellem opvaskeren og skabene, der ikke synes at blive fyldte. Først da køkkenet er lukket får hun sat det sidste pudsede vinglas på plads. Hanne fjerner proppen og lader hvalen løbe ud i kloakken. Tjenerne er taget videre i byen, og Hubert er for længst taget hjem. Som sædvanlig med sit afskedsnik til hende, før han forsvinder ud af døren. Hun nåede ikke engang at smage resterne i smug, og hendes mave knurrer.
Hun finder chokoladen, der stadig ligger urørt i hendes taske. Æsken lå på køkkenbordet her til morges, det havde han ellers ikke behøvet. Hun river plastikken af og åbner for herligheden. Hun vælger en med nougatfyld og propper den hastigt i munden. Den vokser i hende, nægter at synke ned. Hun spytter det hele ud i skaldresspanden og smider pakken ned i tasken igen. Hun får hevet nøglerne op og går ud til cyklen i baggården.
Hendes store bag blævrer ud over sadlen. Stellet knirker under hende, mens hun langsomt bevæger sig mellem keglerne af lys langs byens mørklagte huse. Hun skulle have været hjemme for længst, hvad vil han dog ikke sige, når hun ikke når at få varmet færdigretterne i mikroovnen inden hans krimiserie starter?
Fra vejene hører hun råb fra festglade mennesker på vej i byen, gaderne er fyldte, folk slingre i grupper på fortovet og råber snøvlende efter hende, når hun kører forbi. Hanne ånder lettet op, da hun når kanalen og det tynder ud. Byens neonlys spejler sig i vandet. Hun cykler prustende op på broen. Hanne bliver nødt til at stå af på toppen for at få vejret. Hun læner sig over kanten og kigger på det rolige vand, der glider af sted under hende. Nyder den opfriskende lugt af råd og rusten metal. Vandet begynder langsomt at stige i kanalen, som en stor bølge der rejser sig. Det løber næsten ud over kanterne, og ud på fortovet. Hanne kigger forundret på den stigende overflade.
En krusning under broen længere væk fanger hendes opmærksomhed. Hanne blinker et par gange, var det blot en større bølge? Endnu en krusning, nu tættere på. En aflang skygge krydser under hendes bro, og hun løber så hurtigt hendes tykke ben kan holde hende over på den anden side og læner sig ud over rækværket. En høj vandsøjle rammer brutalt hendes ansigt. Hanne hopper forskrækket tilbage, og når kun lige at skimte ryggen af et stort, gråligt dyr. Hun vrider sine øjne, og tørre mascaraen i lange striber ned over sine kinder.
Hun står i forbavselse og ser hvordan ryggen af en flere meter lang hval løfter sig af vandet, som en stor bølge, der kommer rullende ind over land. Hanne skynder sig tilbage til sin cykel, og kører ned af broen og langs kanalen. Hun træder hårdt i pedalerne, indtil hun når op på siden af det store dyr, der glider sig i kanalens grumsede vand. Hun følger hvalens elegante bevægelser med øjnene, mens hun forsøger at undgå skilte, kantsten og træer, som dukker op ud af mørket. Snart efter møder de begge havnen, hvor kanalen udmunder i et stort bassin før havet. Hvalen puster ud en sidste gang, vender halen i vejret og dykker ned ude af syne. Hanne stopper op ved kanten og spejder ud over vandet. Det store hav fylder hele horisonten op og formørkes af lyset fra byen. Hun skuer ud over havet for at få et sidste glimt af hvalen. Ikke en dråbe rører sig på vandets overflade.
Hanne skutter sig, vinden fra havet river i hendes jakke. Hun indsnuser den salte luft, og lige så stille begynder hun at synge sin urytmiske, ordløse klang. Et vandsprøjt plasker hende til, overrasker hende. Hun vakler og mærker jorden forsvinde under sine fødder. Et iskoldt sus i det hun rammer vandets overflade. Hanne kommer hostende op til overfladen og padler rundt for at holde sig selv oppe. Hun svinger med armene og kaster sine ben rundt. Hendes krop tynges nedad, som en usynlig kraft, der hiver fra mørket under hende. Vand skulper ind i hendes mund, og hun hiver hakkende efter vejret. Billeder af ham kommer nærmere, hans hævede næve i et glimt.
Hun fornemmer en bevægelse ved sit ben, og isende kulde blander sig med vandets. Hvad hvis den er farlig? Hvad hvis den sluger hende råt? En dyb brummen blandet med skingre toner får hele havnen til at dirre. Hanne ligger stille i vandet uden at turde røre sig. Hendes hals lukker sig sammen, og hendes lemmer reagerer ikke længere. Den sidste lyd er en spinkel, pibende melodi fra hendes læber, før hun langsomt synker ned under overfladen.
I et nu løfter hele fladen sig under hende. Hanne lukker øjnene i rædsel og hiver stødvist efter vejret, mens vandet løber væk under hende. Luften strømme tilbage i hendes lunger. Hun føler en våd, glat hud under sig, der giver efter for hendes vægt. Den føles klæbrig mod hendes fingre. Hanne åbner øjnene og betragter forsigtig den grå hud med blåligt skær. Hvalen er dukket op under hende, og hun ligger nu udstrakt på dens ryg. Den brummer og ryster hele hendes krop ud af balance. Den synker stille ned igen. Hun hiver vejret hurtigt ind, og begynder straks at nynne videre, hvalen løfter sig til hendes lettelse igen. Hanne slynger sine arme om hvalens ryg og presser let fingrene ned i huden for at holde sig fast. Hele hendes krop ryster af kulde, og hendes sang kommer ud i skælvende strofer.
Molen og byen strømmer forbi hende i et utydelig mønster af farver. Lydene lukkes ude af bølgernes slag og den ordløse melodi fra Hannes læber. Snart ligger al lyset langt bag hende, foran hende ligger kun mørket og den stjernebestøvede himmel. Mørket lægger sig beskyttende om dem. Hanne sætter sig op. Hvalen synger i takt med hende, de skaber deres egen symfoni. Hun fryser ikke længere. Hun vender sig rundt på maven og nyder støvregnen fra hvalens udånding. Hanne løfter armene ud til siden og lader sig flyve over bølgetoppene, der slår ind over siderne. Foran hende lyset havet glimtende op i gule og grønne farver. Hun stirrer forundret på det, mens de langsomt nærmer sig. Hvalen dykker, og hun holder fast, så godt hun kan. Vandet strømmer igennem hende, løfter hende op, gør hende vægtløs. Hun flyder med hvalen mod sværmen af lyskrebs. Hun åbner munden og fylder den, mens de glider gennem flokken. Hvalen fører hende op til overfladen. Hun lader vandet løbe ud mellem sine tænder, så kun de små krebs er tilbage. Hun sluger dem, de smager salt, og hun hungrer straks efter flere. De fortsætter sådan, indtil de begge har fået fyldt deres maver. Hanne lægger sig på ryggen og betragter stjernerne, hun synger med på hvalens klagen om vandet, om havet, om dybet. Hun mærker hvalens bløde, fugtige hud bevæge sig let under sig, og hvordan hendes øjenlåg langsomt bliver tungere. Hun nynner en sidste strofe i deres tekstløse sang, og falder i søvn.
Lyset fra den opstigende sol vækker hende. Hanne rejser sig op og mærker det ubehagelige sand klistre til sin hud og sin gane. Hun spytter den væmmelige smag ud, og føler sig tør i munden. Omkring hende ligger strandbredden foldet ud på begge sider af hende. Hun kan ikke erindre, hvordan hun er endt her. Bølgerne slår i sus op på stranden og rammer hendes fødder. Hun rejser sig, betragter det store ocean et øjeblik. Hun ser så ned af sig, hendes tøj er flået og stadig fugtigt. Ærmerne er iturevne. Hun betragter længe sine hvide buttede arme, vender og drejer dem i lyset, det er som om der er noget, der mangler. De blålige mærker er væk, der er ikke et spor tilbage. Hun står længe og kigger på havet. Spejder ud over dens bølgetoppe. Der kommer ingen lyd ud over hendes læber.
Hun går op ad klitterne mod byen. Skridter målbevidst af sted langs vejen. Hun når byen hen ad eftermiddagen og stryger med faste skridt om i gaderne. Hun er knap klar over, hvordan hun er kommet derhen, da hun hen ad aftenen står foran Allégade 12. Hendes tøj er tørret på vejen, men sandet rasler stadig af hende. Hun sniger sig ind i sin ø, og tænder for vandet, lader det tromme mod stålbassinet. De beskidte tallerkener fyldes hurtigt op og stakkerne vokser, men Hanne er hurtig til at formindske bunkerne. Proppen bliver fjernet fra filtret, når det er fyldt, og alle servietter ryger i skraldespanden. Hendes sang starter med en stille hvisken, men snart gjalder den ud over køkkenet af lungernes fulde kraft. Overdøver radioen, skramlen fra gryderne og al anden snak. En dyb brummen blandet med en sørgmodig klang. Snart tier alle stille, blot for at høre den vidunderlige altstemme. Det bliver til ekstranumre og forslag fra tilskuerne, de klapper og hujer i køkkenet, når hun stopper for et øjeblik at trække vejret. Cigarrøgen fra restauranten stopper midlertidig, og døren til køkkenet fyldes op af nysgerrige gæster.
Da aftenen er forbi, takker de hende alle for hendes koncert, de roser hende for hendes kraftfulde stemme. Hanne smiler til dem og kigger forlegen ned. Hubert er den sidste der kommer hen til hende, han smiler sit skæve smil og følger hende ud af døren.

Skriveøvelse 5/10 2006

Vælg to bogstaver (D G)
Skrive en tekst på 15 min uden disse to bogstaver.
Teksten skal foregå udenfor.

Luften ligger helt stille. Ikke et strå bøjes på marken. Mirriam kan føle elektrisiteten klamre til kroppen. Mørke skyer var rumlet forbi i flere timer. Planterne er mættet, urtepotterne løber over. I horisonten toner en sort kæmpe frem, baner vej hen over himlen. Hun kan se små lysklimt skærer maserne over, mens kæmpen roligt flyver nærmere. Fra huset hører hun fru. Philipsen råbe. Lokke med varm kakao for at få hende med, men Miriam bliver stående. Hun snuser i store drag, lukker øjnene. De første slag rammer ansigtet, afkøler panden.

Now we start

Yes sir, I been working on a railroad